Mod Hotel Harmonie i Bad Grund, ejet af Elaine og Simon.
http://biker-hotel-harz.de/

Afgang fra Faaborg kl. 8.30 mod Shell tanken i Hårby hvor jeg skulle mødes med Henry, Lone og Nicolai.

Nicolai havde glemt sine cigaretter og (Ronson-diesel med remtræk) lighter. Så vi aftalte han kørte hjem for at hente det og vi andre begyndte turen mod Harzen.

Næste stop Hylkedahl rasteplads på motorvejen ved Kolding.

Nicolai indhentede os lige efter Assens. Cigaretter og lighter var med. Hmmm – nyt MC tøj med mange lommer !!!.

Thomas sendte en sms at Tove og han var på vej med Bøjden færgen.

Bjarne og Else var på besøg hos nogle venner I det vestjyske og ville støde til gruppen der fra.

 

En kop kaffe på Hylkedahl rasteplads og op på hesten igen mod Padborg, hvor mødestedet var Statoil.

Her var Bjarne, Else, Thomas og Tove lige landet da vi kom. Vi fik alle hilst på hinanden og humøret var højt, selvom vejret viste sig fra sin fugtige side.

 

Jeg skulle lede gruppen ud af Padborg mod motorvejen. Det gik der fuldstændig kage i.

Efter et par forsøg lykkedes det, men nu var gruppen spredt.

Jeg siger jer – hvad der blev sagt i den hjelm vil i ikke høre !!!.

Nå, vi håbede alle at mødes ved det aftalte næste stop, som var tredje tankstation ved navn Holmmoor efter grænsen. Nu gik det ud på den hurtige vej mod Harzen.

 

Alle blev igen samlet som aftalt på Holmmoor lige før Hamburg.

Henry kunne se på sin GPS at 8 km længere fremme var der kø og den skulle være ca. 15 km lang.

Bjarne og Else ville gerne fortsætte alene for de havde planer om at forlade motorvejen og tage landevejen til Bad Grund. Vi andre fortsatte samlet.

Det vil sige Lone og Henry holdt et lavere tempo og faldt hurtigt bag ud for de ville en tur igennem Hamburg, i stedet for under Elben.. Det var helt efter planen.

 

Det viste sig ikke at være den eneste kø vi skulle opleve på turen til Harzen.

Mellem Hamburg og Hannover var det næsten en lang kø kørsel, selv nede i Elb tunnellen stod det helt stille. Der er godt nok ikke meget ilt i den tunnel, nå det var et sidespring.

 

Bilerne var generelt flinke, både før og efter tunnelen til at lade os trille stille og roligt ned gennem rækkerne. Da køen blev for voldsomt tog Nicolai, Tove, Thomas og jeg en lille slapper ved udkørslen fra en rasteplads. Vi havde ikke holdt der længe før Lone og Henry kom trillende og holdt ind til os. Trafikken stod helt stille på et tidspunkt. Det gjorde ikke os noget, for der var kaffe på kanden og solen skinnede.

Pludselig var der en der råbte.

Det er også alle de skide danskere med deres PLASTIKSKURE på slæb.

Kan i gætte hvem det var.

 

Næste stop var Tankstationen Allertal. Her blev der tanket. Vi blev enige om at resten af turen kunne klares i Et huk. Jeg glemte forresten at fortælle vi fik nogle heftige byger ind i mellem.

Solen mente også den havde sin berettigelse og det var der vist ingen der klagede over.

 

Vel fremme ved Hotel Harmoniei Bad Grund ca. 18.30.

Udenfor stod et par motorcykler. Den ene kendte vi, det var Bjarne og Else. Den anden var en Yamaha FJR 1300 på DK plader. Henry begyndte – den der Yamaha og den farve ligner lige ham der, hvad er det nu han hedder. Nicolai afbrød ham – det ER FAN… ham BMW Tossen, Palle.

Palle og Gitte tog rigtig røven på os alle, de stod oppe på balkonen og vinkede til os.

De var kørt til Harzen et par dage før os, uden at fortælle nogen om det. Og jeg har fundet ud af hvorfor.

De ville nemlig ikke have os med i den der M/K sauna.

 

Nu var gruppen oppe på 10 personer, herligt.

Vi fik alle en meget varm velkomst af både vært og værtinde. Ingen tvivl, vi er bare velkommen her.

Simon (hotel værten) fik vi til at bestilte bord til kl. 20 nede i byen, så vi kunne få noget at spise.

Maden var helt i top og til at betale. Ja, øl fik jeg ikke noget af for medicin damen løftede pegefingeren inden afgang og sagde INGEN alkohol – ”den skide tand”.

Sidst på aftenen, i Simons slyngelstue var der enighed om morgenmad kl. 8, for vi kunne næsten ikke vente. Der skulle ses på asfalt og sving.

Da vi stod op var det regnvejr og lidt koldt. Stemningen var stadig høj og vi troede alle på en opklaring - det hjalp. På med MC tøjet og ud på hestene.

Jeg forsøgte på bedste vis at lede gruppen en tur rund i Harzen.

Det lykkedes, men en kombination af manglende briller og store fingre på GPS’en, gav sjove resultater.

 

Første stop blev Søssestausee.

En Sø på ca. 26 millioner M3 vand. Her må ikke bades eller tisses, ja selv fiskene må ikke bolle i vandet, for den leverer drikkevand til byen Bremen I en rørledning på ca. 200 km.

 

Den opdæmmede sø Okerstausee var den næste udfordring.

Og her kom gruppelederes tommelfingre på spil. Vi havnede i en lille by ved navn Odertal, på en MEGET stille vej. Så larmede det igen med mærkelige ord i min hjelm.

 

Nå tilbage igen og nu valgte vi i fællesskab byen St. Andreasberg. En lille soveby med ca. 2500 indbyggere. Folk var ved at være brødflove og der skulle findes noget at spise. Bageren i St. Andreasberg havde en lille Cafe og den blev invaderet. Så var der ro i lejren igen.

Palle havde set noget med en bobslæde bane i byen, så den måtte undersøges. Den lå lige i udkanten af byen og der var en del folk ved banen, men de måtte tålmodigt vente til regnbygerne var væk og banen igen blev tør, ellers var det for farligt, man kunne ikke bremse.

Banen er 550 m lang med et fald på ca. 23 %, så lidt fart kan det godt blive til.

 

Nicolai fik dog en tur i en for børn, den kørte ca. en ½ meter og han nåede at bremse i tide.

Næste stop Torfhous.

Torfhaus udsigt punktet ligger 820 m over havets overflade.  Her samles mere end 1000 Mc’er hver weekend. Vi var meget heldige med vejret. Udsigten over til Bloksbjerg var fin.

 

Videre til byen Schulenberg.

Der var en i gruppen som var gået HELT i selvsving og snakkede ikke om andet end kaffe og kage.

Noget måtte gøre.

Stedet var Cafe Muhs. GPS’en fik igen nogle kodninger, nu med briller og ingen handsker. Vupti så dukkede søen Okerstausee op i horisonten. Det var den jeg forgæves havde ledt efter tidligere. Vi kørte ud på broer med et fantastisk flot landskab omkring os.

En parkeringsplads nær Cafe Muhs blev indtaget. En bus holdt lige uden for Cafeen.

I området omkring bussen lå stokke og gangstativer spredt ??. Svaret fandt vi inden for på 1 sal..

Her sad en HEL busfuld pensionister og der var inden der sagde noget – de havde ikke tid. De spiste kage.

 

Cafeen ligger meget højt med fantastisk udsigt op til Bloksbjerg og ned over Okerstausee søen. Solen skinnede, kaffen var klar og kagerne ventede. Der var ikke et øje tørt.

Vi skulle hilse værten, som selv kører MC fra Simon. Der stod en flot rød Ducati i indgangen til Cafeen, med et skilt på ”IKKE PILLE”. Den blev trukket på græs en gang imellem fortalte hans kone.

Alle fik et stort stykke kage, og en fik 2. Jeg siger ikke hvem. Min mund er lukket med et par pilsner - efter pille kuren. Jeg siger jer nogen kalorie bomber, vi kunne næsten ikke rokke med ørene.

Det er forresten første gang jeg har fået kage med rugbrød.

 

Bjarne og Else ville gerne hjemad til hotellet, vi andre skulle da ned og se på mere vand og dæmninger.

 

Den 125 km lange flod Oker, der udspringer ved Bruchberg, danner den største kunstige sø i Harzen ved navn Okerstausee. Dæmning er 260 m lang og 67 m høj. Den blev anlagt i 1956 som et led i elektricitetsforsyningen. På bunden af søen ligger byen Schulenberg, hvis indbyggere i 1954 måtte flytte til en ny by ved vest bredden af den store sø.

 

Palle stod på et tidspunkt ved en plantegning over området og mente der var mere at se længere oppe, så vi fortsatte og endte i byen Oker. Her vendte vi om. Det viste sig igen at være manglende briller - havde da set forkert på kort.

 

På vej hjem til hotellet blev gruppen delt i, man kan kalde det - hastigheds grupper. Alle kom hele hjem.

Morgenmad kl. 8

Det så ud som om vejret ville vise sig fra solskinssiden. Det holdt til langt ud på aftenen og sluttede af med et ordentligt brag, til fordel for ”Nonnerne”. Vand til blomsterne og Simons garage manglede heller ikke.

 

Vi sad ved morgen bordet og forsøgte at lægge en plan for dagen. Jeg havde lige pudset mine briller og opdagede at Thomas’s yperlibenskæg åbenbart havde hængt i tandbørsten. Væk var det. Måske var det de foregående dages mobberi der havde gjorde sin indvirkning. Igen opdagede det før langt op på dagen.

Nå tilbage til planlægningen.

 

Nogen ville gerne en tur med Simon for meget hurtigt at se meget af Harzen på 2 hjul.

Palle og Gitte ville gerne en tur til KZ lejren Dora og dæmningen Rappbode-Talsperre.

Efter en del snakken frem og tilbage lavede vi aftalen med Simon om og flyttede den til næste dag. For alle ville gerne med til KZ lejren Dora-Mittelbau http://www.dora.de/index_cten.html. Palle og Bjarne førte an.

Et sted larmede min GPS – DING DING og jeg tænkte hvad fa….. er der nu galt. Det viste sig at være en advarsel mod foto fart fælder som jeg selv havde lagt ind, ALTIMER LIGHT. Vi blev alle på nær Thomas fotograferet. Jeg huskede at smile, mest fordi nummerpladen sidder i den rigtige ende i forhold til fotografen. Politimester STRIKS fik et billede at nogle ny pudsede MC’er.

Første stop Dora.

Det skal siges skiltningen frem til stedet ikke er ret god. Måske fordi Tyskerne ikke er stolte af det skete.

Her blev under 2 verdenskrig fremstillet V1 og V2 flyvebomber som Englænderne skulle have i hovedet.

De rester, der ligger tilbage af Kz-lejren Dora Mittelbau i udkanten af Nordhausen er en del af vores historie som ikke må glemmes. Der er rejst et museum og et dokumentationscenter på stedets ellers næsten øde areal. Kz-lejren leverede arbejdskraft til en fabrik på størrelse med 60 fodbold baner dybt inde i bjerget Kohnstein, et tunnelanlægget med en samlet længde på 20 kilometer og en loftshøjde på op til 30 meter. Tunnelarbejdet blev udført af fanger fra arbejdslejren Ellrich, hvor der var 8.000 fanger, herunder også danskere og nordmænd.

En gratis guidet rundvisning ind i de underjordiske grotter er både en øjenåbnende og en forstemmende oplevelse, som man ikke skal snyde sig selv for i det sydlige Harzen. I oktober 1944 blev lejr “Dora” unævnt til “KZ-lejr Mittelbau”. Lejren udviklede sig til et stort lejrkompleks med mere end 40 yderlejre. De mere end 60.000 fanger som i perioden var indsatte i KZ-lejren “Mittelbau-Dora” overlevede 20.000 ikke.

 

Næste stop var dæmning ”Rappbode-Talsperre”

Det gik af fine veje nord på. Men vi skulle godt nok være opmærksomme for det så ud som om lastbilerne havde en rede i nærheden. De var over alt, fyldte hele vejen, larmede og forurenede.

Kan man da ikke sprøjte for dem.

 

Vel fremme ved dæmningen parkerede vi på den ene side af tunnelen og gik igennem til den anden side hvor dæmningen er. Gitte holdt hestene i medens.

Det var et imponerende bygningsværk. Beboere i Harzens forland har på grund af smældet sne og meget nedbør altid været i fare for oversvømmelser. For at undgå disse oversvømmelser og for at udnytte vandet økonomisk var det nødvendig at bygge et system af opstemte søer. Dæmningen “Rappbodetalsperre” er den største i et system af opstemte søer i Østharzen. Med en længde på 415 m og en højde af 106 m er det Tysklands største. For at opbygge dette bygningsværk blev der brugt 860.000 kubikmeter beton. Søen har en vand overflade på 390 hektar, over 109 millioner kubikmeter vand.

 

Tilbage til Gitte, hestene stod stadig stille, så vi kunne godt nå en is inden turen gik hjem over.

Igen var der nogen som fik et akut tilfælde af hjemve. Det var Michelin manden på siden af Palles dæk ikke tilfreds med og Gitte lignede også en som havde spist sin is 2 gange.

Det var også bare fordi en CBR havde snust Yamaha’en lidt bag i.

 

Aftensmaden blev igen indtaget på vores stam restaurant. Det udviklede sig senere til en gedin ærte kamp mellem Nicolai og en kvindelig tjener af ældre herkomst.

 

Tilbage på hotellet opdagede vi en fortvivlet Simon gå rundt om sin MC nede i garagen.

Hans Honda havde fået et slagtilfælde. Nyt luftfilter var bestilt men ikke kommet frem i tide. Der var også løbet en maske i halstørklæderne som skal holde falsk luft ude af karburatorene. Kæden kunne heller ikke strammes pga. en defekt bolt.

Der var ingen som turde sige noget for Simon lignede en nyfabrikeret V2 bombe.

Der blev igen tur med ham ved roret næste dag. Hørte vi ham sige – No problem .

 

Bo og Birgit var ankommet i løbet af eftermiddagen fra Hadsund på deres store sorte Goldwing.

Vi fik en snak med dem om turen her ned som var gået uden problemer. De havde tidligere på aftenen været nede i byen og spist på en restaurant ved navn KRETA. Den kan man varmt anbefale at holde sig fra. Ikke en gang Winnersnitsel kan de lave.

Det startede med øs regnvejr og så absolut ikke lovende ud. Men pludselig klarede det op og hestene var igen klar. Vi blev spredt for alle vinde den dag.

Nicolai fulgte et stykke af vejen med Lone og Henry op mod Bloksbjerg for senere at fortsætte alene på en tur ud i det blå. Lone og Henry nåede toppen med tog og de var heldige med vejret. Udsigten var perfekt.

Palle og Gitte tog som planlagt mod Berlin. Bjarne og Else tog hjem, firmaet ventede.

Bo, Birgit, Thomas, Tove og jeg tog en tur til Goslar, Wenigerode, Bad Lauterberg og hjem til Bad Grund,  uden at blive våd. Andre var ikke så heldige.

Om aftenen skulle vi finde et andet sted at spise, for vores stam restaurant hold lukket (på grund af velstand) om onsdagen.

Restauranten hed Alter Rømer. Maden var ikke nogen kulinarisk oplevelse. Bo fandt en 4 mm møtrik i salaten, spændende. Vi andre ledte forgæves efter bolten. Den kvindelige kok var sur, nok fordi vi kom så sent og den kvindelige tjener i hvid skjorte fik en stor plet på maven og dyppede den ene forlygte i tallerkenen da hun skulle bære ud. Bare rolig, Nicolai fik det foreviget med sit spionkamera.

Det blev dagen hvor turen igen skulle gå hjem over.

Simon og Elaine blev helt forvirrede. De troede først vi skulle hjem 2 dage senere.

Det viste sig at Simon havde set forkert på nogle mails. ”No problem”.

Der blev betalt og de fleste fik afleveret deres nøgler, Palle.

Gruppen blev delt i 2 så vi kørte 3 i hver. En landevejs gruppe og en motorvejs gruppe.

Landevejsgruppen fik vand det meste af vejen hjem – surt.

Motorvejsgruppen, som var en tur forbi Louis.de i Hamburg fik ikke mere end et par drypper.

Alle vel hjemme sidst på dagen efter en meget vellykket MC tur til Harzen.

Det blev for mig en tur på 1520 Km.

Jeg vil gerne takke alle som var med for en meget vellykket MC tur. Den vil jeg sent glemme.

Hvem ved, måske der bliver en tur igen til næste år.

 

 

Mvh

Benny Stubkjær Hansen